Afbalancering & Terapi

Jeg arbejder med hele hesten og ser på sammenhængen mellem krop, bevægelse og funktion. Gennem en grundig analyse af hestens bevægelsesmønstre, holdning, muskulatur og eventuelle kompensationer danner jeg mig et helhedsindtryk af, hvordan hesten bruger sin krop.

Ud fra analysen tilpasses terapien den enkelte hests behov. Jeg kombinerer fysiurgisk hesteterapi og kranio-sakral terapi med en forståelse for biomekanik og bevægelse for at understøtte hestens funktion og balance.

Afhængigt af den enkelte hest kan terapien blandt andet omfatte:

• fysiurgisk massage og bløddelsbehandling
• kranio-sakral terapi (KST)
• myofasciale teknikker
• ledmobilisering
• medicinsk laser
• BEMER Vet
• kinesiotaping

Formålet er at afspænde spændinger, forbedre bevægeligheden, understøtte kroppens egen funktion og skabe de bedst mulige forudsætninger for et mere hensigtsmæssigt bevægelsesmønster.

Da varige forandringer sjældent skabes gennem terapi alene, indgår der ofte konkrete træningsanbefalinger og øvelser som en naturlig del af forløbet. Formålet er at hjælpe hesten med at integrere og vedligeholde de ændringer, der er skabt gennem terapien, samt understøtte proprioception, koordination, balance og styrke.

Øvelserne tilpasses den enkelte hest og kan blandt andet omfatte:

• bomtræning for at forbedre koordination, løsgjorthed og proprioception
• proprioceptionstræning gennem varieret underlag, bakkearbejde og kontrollerede overgange
• DME-øvelser til aktivering af multifidi og kernestabilitet
• COM-øvelser med fokus på balance og stabilitet
• mobiliserende øvelser for at understøtte bevægelighed og funktion
• øvelser, der understøtter styrke, kropskontrol og bevægelseskvalitet

Mit mål er ikke blot at afspænde og afbalancere hesten her og nu, men også at give dig som ejer redskaber til at understøtte hestens videre udvikling mellem besøgene.



Kinesiotaping

Kinesiotaping er et af de redskaber, jeg kan benytte som supplement til afbalancering og terapi. Tapen anvendes med henblik på at understøtte kroppens proprioception og kropsbevidsthed samt hjælpe hesten med at fastholde de ændringer, der er skabt gennem terapien.

Afhængigt af den enkelte hests behov kan kinesiotaping blandt andet anvendes ved muskulære spændinger, kompensationsmønstre, udfordringer med stabilitet eller som støtte i forbindelse med genoptræning.

Kinesiotaping står aldrig alene, men indgår som en del af en helhedsorienteret tilgang, hvor fokus er på sammenhængen mellem krop, bevægelse og træning.

Når det vurderes relevant, indgår kinesiotaping som en naturlig del af behandlingsforløbet uden ekstra omkostninger.


Muskulær og Neuromotorisk Træning

Muskulær og neuromotorisk træning er målrettet træning, der styrker samspillet mellem hestens muskler og nervesystem. Gennem specifikke øvelser hjælpes hesten til at udvikle mere hensigtsmæssige bevægelsesmønstre, bedre balance og øget kropskontrol.

Træningen kan både bruges som en del af genoptræning og som forebyggelse. Mange heste udvikler små kompensationsmønstre længe før de viser tydelige tegn på ubehag. Ved at arbejde med dem i tide kan man ofte forbedre både holdbarhed, præstation og bevægeglæde.

Træningen kan blandt andet bidrage til:

  • Mere symmetrisk og hensigtsmæssig bevægelse
  • Bedre balance, koordination og kropskontrol
  • Øget styrke og stabilitet
  • Aktivering af de rette muskler på det rette tidspunkt
  • Forebyggelse af kompensationsmønstre og overbelastning
  • Bedre holdbarhed og præstation

Øvelserne tilpasses altid den enkelte hest og dens behov. De kan indgå som en selvstændig træningsform eller kombineres med afbalancering, terapi og den daglige ridning for at skabe de bedste forudsætninger for en stærk og velfungerende hest.