Min tolkning af træningsskalaen

Træningsskalaen består af 6 trin. Trin der hver især kan hjælpe med at vurdere om grundridningen er på plads og om hesten er klar til de opgaver den stilles.

De 6 trin er opdelt i faser der kan hjælpe en med at holde fokus på hvad der er vigtigt for det niveau eller trin hesten befinder sig på.

Her er det vigtigt at huske på, at uanset hvor på træningsskalaen hesten er uddannet til, skal alle forudgående niveauer altid vedligeholdes i den daglige træning. De forudgående niveauer danner altså grundlag for hestens evne til at kunne udvikle sig fremadrettet.

Træningsskalaen er opdelt i 3 faser

• Fase 1, Tilvænningsfasen 
• Fase 2, Udvikling af hestens evne til at skubbe af
• Fase 3, Udvikling af hestens evne til at bære sig

Fase 1 - Tilvænningsfasen består af de tre første trin: Takt – løsgjorthed og accept af biddet 

Hele fase 1, er bygget op som en grunduddannelse for hesten. Hesten skal oparbejde den fornødne styrke til at kunne bære rytteren, og lærer signalerne frem, anholdende og sideførende. I denne fase skabes også grundlag for hestens tillid til rytteren og forståelse for indlæring af øvelser. Hvis hesten har tillid til rytteren og forståelse for opgaven undgås unødvendigt stress og slid, og man opnår hermed bedre hestevelfærd. Denne fase er meget afhængig af hestens grundform og mentale modenhed.

Takt

Takten skal være ens i alle skridt, den skal altså være med samme afskub og rummelighed, uanset hvilken linjeføring der rides på. Hesten skal kunne præstere variation i tempi uden at miste takten. Taktfejl kan forekomme ved forkert ridning, dårligt tilpasset udstyr eller rytterens manglende balance. 

Løsgjorthed

Det skal forstås sådan, at hesten skal være i mental overskud med accept af omgivelser og påvirkning, uden nogen former for stress eller ubalance.

Hesten skal være villig til at bøje og strække højre og venstre side ens i alle gangarter.

En god bekræftelse på eftergivenhed er, at når tøjlen løsnes , strækker hesten sig frem og ned mod biddet uden at miste balance eller takten.

Accept af biddet

I accept af biddet, ligger også accept af hjælperne/selvbæring.

Hesten skal søge kontakten i rytterens hånd, dette opnås ved rytterens fremaddrivende signal og den lette anholdende støtte i tøjlen. Her er det vigtigt at rytteren altid benytter sig af sæde og schenkel før der laves modholdende kontakt på tøjlen. Hvis dette ikke opfyldes, opleves der modstand, og hesten "slår fra" med hoved kast og sænket ryg. Hvis hesten arbejdes korrekt bagfra og frem over ryggen, opnås den ønskede aktivitet i bagbenene, hesten vil da få mulighed for at placere sig korrekt i nakken, hvor punktet mellem ørene skal være højst placerede. Kun med undtagelse af, at hestens ønskes, at blive redet dyb i overlinjen for en længer tøjle med næseryggen stærkt frem, må nakken placeres lavere. 

Fase 2 - Udvikling af hestens evne til at skubbe af består af: Løsgjorthed, accept af biddet, Spændstighed og Ligeudretning

Når hesten formår, at forstå og vise de tre første niveauer i træningsskalaen, begynder udviklingen af hestens evne til at skubbe af.

Hele fase to er bygget til, at kunne tage den unge/urutineret hest med den nye oparbejdet forståelses for signaler som frem, anholdende og sideførende, videre til en øget styrke og afskub. Fase 1 og fase 2 lapper derfor også indover hinanden, det er nemlig stadig vigtigt at styrke hestens basis forståelses, så det at udvikle spændstighed i hesten ikke bliver med modstand fra hesten. 

Arbejdet består grundlæggende i at smidiggøre hesten, således at den kan udføre øvelser og bære rytteren samtidigt. På sigt bliver hesten styrket i sin muskulatur og lærer at modtage og forstå "flere beskeder på én gang" – fx sideførende og fremadgående.  

Spændstighed

Spændstighed gør at hesten kan bevæge sig kraftfuldt, atletisk og vise elastiske gangarter. Det er her i spændstigheden, at vi får den gode bæring, hvor haserne løftes op og frem ind under hesten, hesten får et stort rygsving, hesten får større svævemoment i bevægelserne og rytteren føler at hun/han bliver båret med i bevægelsen. For at kunne opnå den perfekte spændstighed er det vigtigt at hesten er taktfast og løsgjort. Hvis hesten bliver drevet frem for hårdt vil dens takt blive hurtigere, hesten vil stive sig og bæringen vil blive forringet. Spændstighed er hvor rytteren udnytter hestens naturlige gang og tilfører fremadsøgning, løsgjorthed og smidighed.

Ligeudretning

At have hesten lige på begge tøjler, er noget af det sværeste, som rytter at udfører. Det forudsætter, at du som rytter har fuld kontrol over din krop, og at du igennem din træning af hesten har fået udlignet den/de skævheder både du og hesten har fra naturens hånd.

Jeg søger altid at finde mit tyngdepunkt, så jeg er i balance, for derved at få hesten til at finde ind under mit tyngdepunkt, så vi opnår harmoni ved en fælles balance - ikke for meget vægt på forparten, hesten spore lige, vi kan ride for fine hjælpere og der slides mindst muligt på hesten. 

Fase 3  Udvikling af hestens evne til at bære sig består af: Spændstighed, ligeudretning og samling

I samling af hesten søges der en sammenkobling af balance, løsgjorthed spændstighed og styrke, der giver en forbedret indunder gribende fremføring af bagbenene. Ekvipagen skal være i balance og harmoni.

Samling hos hesten opnås ved brug af sæde, schenkler og en fleksibel hånd for at aktivere bagbenene. Du vil her se hestens bagben træder ind under hestens krop og derved får mere lethed fortil og aflastning af forparten. Det kan dermed ligne at hesten rider op ad bakke. Korrekt samling af hesten gør at dressurøvelserne vil syne lette og ubesværede.

Samlingen bliver bl.a. udviklet ved brugen af halve parader og brugen af sidebevægelser, versader, traversader, renversader, og sidetraversader.